Fra flygtning til FN's øverste flygtningeansvarlige
Barham Salih, der tiltrådte som FN's Høje Flygtningekommissær den 1. januar 2026, bringer en sjælden personlig erfaring med til embedet: han var selv flygtning. Født i irakisk Kurdistan i 1960 flygtede han som ung fra undertrykkelse under Saddam Husseins styre og tilbragte år i eksil, inden han vendte hjem og endte med at blive Iraks ottende præsident i 2018.
Nu leder han UNHCR, FN's flygtningeagentur, i en tid hvor mere end 117 millioner mennesker er tvunget fra deres hjem – et rekordstort antal.
"Bag enhver statistik er et liv – et menneske med ambitioner, med ret til værdighed og ret til en bedre fremtid."
Hurtig til felten
Allerede inden for de første dage efter sin tiltrædelse forlod Salih konferencesalene i Genève for at besøge flygtningelejre i Kenya og Tchad. Det var et klart signal om, hvordan han agter at lede et agentur, der er presset af kriser, som opstår hurtigere end det eksisterende system kan håndtere dem.
"Ansvaret er i enhver forstand af ordet overvældende," sagde han i et nyligt interview.
En krise uden udgang
Det internationale beskyttelsessystem for flygtninge blev bygget på en grundlæggende antagelse: at fordrivelse er midlertidig. Mennesker flyr, modtager beskyttelse og vender hjem, når det er sikkert. Den antagelse holder ikke længere.
I dag lever næsten to tredjedele af verdens flygtninge i det, humanitære organisationer kalder "langvarig fordrivelse" – fem, ti eller endda tyve år uden en holdbar løsning. Hele barndomme tilbringes i lejre, og generationer vokser op uden nogensinde at se de hjem, deres familier flygtede fra.
"At være flygtning er ikke ment som en skæbne. Det er ment som en midlertidig tilstand."
Salih lægger ikke skjul på sin vurdering af situationen:
"Det er ikke en acceptabel situation. Det er en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder til værdighed."
Ambitiøs tiårsplan
Salih har sat et ambitiøst mål: inden for ti år at halvere antallet af mennesker i langvarig fordrivelse, der er afhængige af humanitær bistand. Han er selv åben om, at målet overstiger UNHCR's nuværende kapacitet:
"Jeg ved og forstår fuldt ud, at dette er langt ud over [UNHCR's] midler og kapacitet i dag."
Strategien kræver en bred koalition og et skift i fokus fra nødhjælp til økonomisk inklusion. Flygtninge skal have mulighed for at arbejde og bidrage til de samfund, der huser dem, frem for at forblive afhængige af bistand. Det forudsætter opbakning fra:
- Udviklingsbanker og private investorer
- Donorregeringer
- Værtslande – mange af dem selv under betydeligt økonomisk pres
Værtslande bærer den største byrde
Et af de vedvarende paradokser ved den globale flygtningekrise er, at den primært bæres af de lande, der er mindst udstyrede til at håndtere den.
"Vi er nødt til at hjælpe de værtslande, der for det meste er lav- og mellemindkomstlande," sagde Salih.
Fra Colombia til Uganda, fra Tchad til Bangladesh – disse lande absorberer langt størstedelen af verdens fordrevne mennesker, ofte med utilstrækkelig international støtte. Deres skoler, hospitaler og arbejdsmarkeder presses til det yderste for at rumme nyankomne, mens egne borgere oplever økonomiske vanskeligheder.
"Jeg er ydmyget over generøsiteten fra mange af disse værtslande og -samfund."
Uden vedvarende investering og inklusion risikerer systemet at størkne til en permanent krise, hvor verdens fordrevne opbevares frem for at blive integreret.
Modstandskraft trods modgang
I Kakuma – en af verdens største flygtningelejre i det nordlige Kenya med omkring 300.000 beboere – og i tyrkiske byer, der har huset syriske flygtninge i over et årti, siger Salih, at han har set noget, der modstår fortællingen om håbløshed.
"Historien om modstandskraft fra enhver flygtning, jeg har mødt, er ægte og reel."
Det er denne modstandskraft, der former hans budskab – særligt til unge flygtninge, der vokser op i usikkerhed:
"Til de unge siger jeg: vi vil arbejde på at hjælpe jer med jeres handlekraft."
Betoningen af ordet "handlekraft" er bevidst. Det signalerer en bevægelse væk fra at betragte flygtninge udelukkende som ofre og mod at anerkende dem som aktører i deres egne fremtider.
Systemet under stigende pres
| Udfordring | Status 2026 |
|---|---|
| Antal fordrevne globalt | Over 117 millioner |
| Andel i langvarig fordrivelse | Næsten to tredjedele |
| Humanitær finansiering | Strammes |
| Politisk konsensus | Svækkes |
Konflikter fortsætter med at bryde ud, herunder den seneste eskalering i Mellemøsten. Humanitære budgetter skrumper, og mange velhavende nationer strammer grænserne frem for at udvide mulighederne. Antallet af fordrevne mennesker fortsætter med at stige – hvert tal repræsenterer, som Salih insisterer på, et afbrudt liv.
"En flygtning er ment som en midlertidig situation, ikke en permanent smerte."
