Kommunes sprogkrav til SOSU-elev var ikke ulovlig forskelsbehandling

En social- og sundhedshjælperelev klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, efter hendes uddannelsesaftale blev ophævet og hendes efterfølgende praktikforløb ikke blev godkendt. Klager mente, at kommunens fokus på hendes sproglige kompetencer var udtryk for chikane og en uberettiget kampagne mod hende.

Sagens forløb

Kommunen dokumenterede gennem en længere periode, at klager havde betydelige kommunikative udfordringer i kontakten med både borgere og kolleger. Dette kom til udtryk ved misforståelser, manglende evne til at opfange borgernes behov og skabe tryghed, samt episoder der blev opfattet som fagligt uforsvarlige. Kommunen afholdt adskillige samtaler, tilbød ekstra danskundervisning og gav klager en ny chance med en ny uddannelsesaftale efter den første ophævelse. Trods disse tiltag fortsatte problemerne, hvilket førte til, at hendes afsluttende praktik ikke blev godkendt.

Klager bestred kommunens fremstilling og anførte, at hendes sprog var tilstrækkeligt, at hun udførte sit arbejde fagligt korrekt, og at hun var vellidt af borgerne. Hun mente, at kommunen bevidst søgte fejl for at kunne afslutte hendes uddannelsesforløb.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet fandt, at krav til sprogkundskaber kan udgøre indirekte forskelsbehandling. Et sådant krav er dog lovligt, hvis det er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå formålet er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 3. Nævnet vurderede, at de kommunikative kompetencer er helt centrale for at kunne varetage arbejdet som social- og sundhedshjælper, især af hensyn til borgernes sikkerhed og plejekvalitet. Da kommunen havde dokumenteret de sproglige og kommunikative vanskeligheder og havde forsøgt at afhjælpe dem, fandt nævnet, at kravene var sagligt begrundede og nødvendige. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.