Afskedigelse og manglende genansættelse af gravid medarbejder

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Klageren påstod forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sin afskedigelse og den efterfølgende manglende genansættelse. Nævnet fandt dog ikke, at der var sket brud på ligebehandlingsloven i nogen af tilfældene. Klageren blev ansat som salgsmægler i september 2018 og fødte sit første barn i september 2019. I april 2022 fandt klageren ud af, at hun var gravid med sit andet barn, og den 23. maj 2022 blev hun afskediget med fratrædelse den 30. september 2022, begrundet i omstruktureringer. Klageren oplyste først om sin graviditet umiddelbart efter afskedigelsen. Den 1. oktober 2022 ansatte indklagede en ny medarbejder i en lignende stilling. Klageren mente, at hendes graviditet var årsagen til afskedigelsen og den manglende genansættelse. Indklagede bestred dette og henviste til klagerens performance og en generel omstrukturering.

Vurdering af afskedigelse

Det er ubestridt, at klageren var gravid på afskedigelsestidspunktet. Derfor finder den omvendte bevisbyrde anvendelse, hvilket betyder, at det påhviler indklagede at bevise, at afskedigelsen ikke helt eller delvist var begrundet i klagerens graviditet, jf. Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4. Nævnet vurderede, at klageren ikke havde underrettet indklagede om sin graviditet forud for afskedigelsen, og at indklagede heller ikke på anden måde var blevet bekendt med graviditeten. På baggrund heraf fandt nævnet, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at klagerens graviditet ikke var en medvirkende årsag til afskedigelsen. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption, jf. Ligebehandlingsloven § 9.

Vurdering af manglende genansættelse

For så vidt angår den manglende genansættelse, skal enhver arbejdsgiver behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, jf. Ligebehandlingsloven § 2. Nævnet vurderede, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med den manglende genansættelse. Der var intet, der tydede på, at klagerens graviditet havde indflydelse på indklagedes beslutning om ikke at tilbyde hende genansættelse. Klageren fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.