Afslag på tandbehandlingskrav grundet forældelse efter Erstatningsansvarsloven

Sagen omhandler et krav om personskadeerstatning i henhold til Erstatningsansvarsloven § 1. I 2017 traf nævnet en endelig afgørelse, hvor der blev givet tilsagn om dækning af ansøgers udgifter til tandbehandling baseret på et overslag fra 2015. Ansøgeren blev i den forbindelse vejledt om fristen i Erstatningsansvarsloven § 13, stk. 3, og sagen blev herefter lukket.

Forældelse af krav

I 2023 modtog nævnet tre regninger fra ansøgers tandlæge, hvoraf den ene var dateret 2015 og de to andre 2018. Ansøger oplyste, at tandlægen først for nylig havde informeret ham om, at regningerne ikke var betalt. Nævnet vurderede, at kravene var forældede efter de almindelige regler i forældelsesloven. Efter at have indhentet korrespondance mellem ansøger og tandlægen, som viste, at tandlægen først i 2023 havde rykket for betaling, konkluderede nævnet, at kravene var forældede i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 1. Da ansøger derfor ikke havde lidt et tab, blev kravene afvist.