Opsigelse af pædagogstuderende med synshandicap var ikke forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at det ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1 at opsige en pædagogstuderende med synshandicap fra hendes stilling i en børnehave. Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med opsigelsen den 21. december 2023.

Sagens baggrund

Klager, der er diagnosticeret med svagsynethed, var i lønnet praktik hos indklagede. Indklagede blev bekendt med klagers synshandicap under den første praktikperiode i foråret 2023. På trods af en positiv statusudtalelse fra første praktik, udtrykte indklagede bekymring for klagers evne til at varetage opgaverne i en anden praktikperiode, hvor hun ville indgå i normeringen. Indklagede havde blandt andet observeret, at klager havde svært ved at skabe overblik over børnene, reagerede utilstrækkeligt i konfliktsituationer, og havde problemer med afstandsbedømmelse, hvilket førte til en situation, hvor et barn blev tabt. Derudover var der bekymringer vedrørende klagers manglende evne til at aflæse ansigtsmimik og kropssprog, samt hendes spiseforstyrrelse, som gjorde det svært for hende at deltage i fælles måltider med børnene, hvilket var et krav i institutionen.

Indklagede forsøgte at afklare støttemuligheder med klagers uddannelsesinstitution, men klager mente ikke, det var hendes ansvar at igangsætte støtteforanstaltninger. Klager blev sygemeldt kort efter opstart af anden praktik og modtog herefter et brev om påtænkt opsigelse, da hun ikke levede op til indklagedes forventninger.

Nævnets vurdering

Nævnet fastslog, at klager havde et handicap i henhold til forskelsbehandlingsloven, da hendes svagsynethed medførte langvarige funktionsbegrænsninger, der hindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Da indklagede vidste, at klager havde et synshandicap, og opsigelsen skete kort efter, at indklagede havde udtrykt bekymring for klagers evne til at varetage opgaverne, fandt nævnet, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling. Dette medførte en delt bevisbyrde i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, hvor det påhvilede indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, herunder at tilpasningsforpligtelsen efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a var opfyldt.

Nævnet lagde vægt på indklagedes observationer fra begge praktikophold, som viste, at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som pædagogstuderende, selv med hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der ikke kan udføre de væsentlige funktioner i stillingen. På denne baggrund fik klager ikke medhold i klagen.