Ingen forskelsbehandling ved afslag på elevplads som pædagogisk assistent grundet manglende påvisning af handicap

En klager indgav en sag til Ligebehandlingsnævnet om påstået forskelsbehandling og chikane på grund af handicap i forbindelse med en ansøgning om en stilling som pædagogisk assistentelev hos en kommune. Klageren, der var diagnosticeret med borderline personlighedsforstyrrelse, blev oprindeligt tilbudt stillingen mundtligt.

Sagens forløb

Efter at klageren spurgte ind til muligheden for et handicaptillæg og oplyste om sin diagnose, indkaldte kommunen klageren til et møde. Her udtrykte kommunen bekymring for klagerens evne til at varetage stillingen, med henvisning til oplysninger om behov for lange pauser, udfordringer med relationer til jævnaldrende, brug af mentor og tendens til overstimulering. Kommunen påtænkte at trække tilbuddet tilbage.

Klageren bestred kommunens antagelser og fastholdt, at hendes diagnose ikke udgjorde et handicap og ikke påvirkede hendes evne til at arbejde eller studere. Hun argumenterede for, at hun fungerede på lige fod med andre og ikke havde behov for særlige skånehensyn.

Kommunen trak efterfølgende den påtænkte annullering af ansættelsestilbuddet tilbage og genfremsendte ansættelsespapirerne. Klageren valgte dog at afvise tilbuddet, da hun ikke længere følte sig tryg ved ansættelsen efter forløbet.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandlede sagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1, som forbyder forskelsbehandling af ansøgere til ledige stillinger. Nævnet vurderede, om klageren havde et handicap i lovens forstand, hvilket defineres som langvarige begrænsninger som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet på lige vilkår med andre.

Det påhviler klageren at godtgøre, at vedkommende havde et handicap på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter, jf. principperne om delt bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at hendes borderline personlighedsforstyrrelse eller angstsymptomer medførte langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Dette blev understøttet af klagerens egen udtalelse om, at diagnosen ikke var et handicap og ikke påvirkede hendes arbejde eller uddannelse.

På baggrund heraf konkluderede Ligebehandlingsnævnet, at kommunen ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, og klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.