Omgørelse af afslag på tidsubegrænset ophold pga. Udlændingestyrelsens fejl
Dato
11. april 2025
Myndighed
Udlændingenævnet
Ministerium
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Sagsnummer
W20250932625
Dokument
Åbn PDFUdlændingenævnet omgjorde i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en ansøger, der ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse om lovligt ophold i mindst 8 henholdsvis 4 år her i landet, jf. Udlændingeloven § 11, stk. 3, nr. 1 og Udlændingeloven § 11, stk. 5.
Baggrund for afgørelsen
Udlændingestyrelsen havde i 2018 ved en fejl udstedt et opholdskort med tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren. Denne fejl blev først opdaget i 2021, to år efter ansøgerens tidsbegrænsede opholdstilladelse udløb i april 2019. Udlændingestyrelsen gav herefter ansøgeren to frister til at ansøge om forlængelse, hvorefter ansøgeren indgav ansøgningen i maj 2021. I juli 2021 forlængede Udlændingestyrelsen ansøgerens tidsbegrænsede opholdstilladelse på samme vilkår som hidtil.
Udlændingestyrelsen mente, at ansøgerens lovlige ophold først skulle regnes fra maj 2021, da der havde været en periode uden gyldig opholdstilladelse.
Udlændingenævnets vurdering
Udlændingenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens fejludstedelse af opholdskortet og den efterfølgende forlængelse af opholdstilladelsen, selvom den var udløbet. Nævnet henviste til Udlændingeloven § 27, stk. 1, som fastsætter, hvordan tidsrum for lovligt ophold beregnes. Endvidere henviste nævnet til Udlændingeloven § 27, stk. 3, der angiver, at beregningen afbrydes, når en opholdstilladelse udløber, men at tidsrummene dog regnes fra den tidligere meddelte opholdstilladelse, hvis den forlænges efter udløb. Forarbejderne til denne bestemmelse åbner op for en konkret vurdering, hvor tidsrummene kan beregnes i forhold til den oprindeligt meddelte opholdstilladelse, selv ved for sen ansøgning, under hensyntagen til forsinkelsens baggrund og varigheden af tidligere tilladelser.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2021 om at forlænge ansøgerens opholdstilladelse (i stedet for at meddele en ny) betød, at beregningen af det lovlige ophold skulle ske fra den oprindelige opholdstilladelse, der blev meddelt i december 2006. Dermed var betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse opfyldt.
Lignende afgørelser