Omgørelse: Opholdsret til colombiansk statsborger som fast samlever til unionsborger
Dato
1. april 2025
Myndighed
Udlændingenævnet
Ministerium
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Sagsnummer
W20241029925
Dokument
Åbn PDFUdlændingenævnet omgjorde i september 2024 Styrelsens for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Colombia, som havde søgt om opholdsret som fast samlever til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 10, jf. den personkreds, der er defineret i EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 2, nr. 2. SIRI havde tidligere meddelt afslag med henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at parret havde etableret den nødvendige varige tilknytning.
Udlændingenævnets vurdering
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdsret. Nævnet vurderede, at der var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at parret havde etableret et fast samlivsforhold i Sverige forud for deres indrejse i Danmark og efterfølgende i Danmark, og at de havde påtaget sig en tilstrækkelig grad af varig, gensidig forpligtelse over for hinanden.
Udlændingenævnet lagde vægt på en række fremlagte beviser, herunder:
- Fælles lejekontrakter og bopælsregistreringer fra Sverige for perioden november 2021 til november 2023, samt husleje- og elregninger for lejemålet.
- Dokumentation for fraflytning fra Sverige og adresseændringer i Danmark, bekræftet af Skatteverket og CPR.
- En fælles dansk lejekontrakt og korrespondance fra danske myndigheder til parrets adresser i Danmark.
- Oprettelse af en fælles dansk bankkonto med fælles indbetalinger og betaling for husleje.
- Diverse udaterede billeder og flybilletter fra parrets fælles rejser i perioden december 2021 til januar 2024.
På baggrund af disse oplysninger fandt Udlændingenævnet, at der bestod en tilstrækkelig dokumenteret varig tilknytning mellem parterne, og at ansøgeren kunne anses for at være fast samlever i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2. Sagen blev herefter tilbagesendt til SIRI med henblik på at vurdere, om de øvrige betingelser for opholdsret som familiemedlem var opfyldt.
Lignende afgørelser