Afslag på familiesammenføring: Irakisk statsborger med ophold i Italien

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en irakisk statsborger, der søgte familiesammenføring med sit herboende mindreårige danske statsborgerbarn. Ansøgningen var indgivet i henhold til Udlændingeloven § 9 c, stk. 1 og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 om unionsborgerskabet.

Baggrund for afslag

Afslaget blev begrundet med, at ansøgeren havde en gyldig opholdstilladelse som flygtning i Italien. Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet lagde vægt på, at familien derfor kunne udøve deres familieliv i Italien, og at det danske statsborgerbarn ikke ville være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. Dette er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, som fastslår, at det er en betingelse for en afledt opholdsret, at unionsborgeren reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område med tredjelandsborgeren, hvis opholdsret nægtes.

Nævnets vurdering

Udlændingenævnet henviste til EU-Domstolens dom i sag C-528/21, M. D. og C-41/74, van Duyn, som understøtter princippet om, at en gyldig opholdstilladelse i et andet EU-land kan betyde, at barnet ikke tvinges til at forlade Unionen. Nævnet vurderede, at selvom der var et reelt og stabilt familieliv, kunne dette udøves i Italien.

Sagen inddrog også hensynet til barnets tarv i medfør af FN´s Børnekonventions artikel 3 og artikel 9, samt retten til respekt for privatliv og familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet fandt dog, at barnets tilknytning til Danmark ikke var af en sådan karakter, at det afgørende talte imod at nægte ansøgeren opholdsret, da familielivet kunne udøves fra Italien.

Udlændingestyrelsen vejledte ansøgeren om muligheden for at søge om opholdstilladelse efter reglerne om ægtefællesammenføring i Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 1.