Afslag på EU-opholdsret: Gift ansøger kan ikke opnå ophold som samlevende

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse om afslag på opholdsret til en filippinsk statsborger, der havde søgt om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15 som fast samlever til en unionsborger.

Sagens baggrund

Ansøgeren, en filippinsk statsborger, søgte i december 2022 om opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin samlever, en unionsborger, der i 2022 fik tidsubegrænset ophold efter EU-retten. Ansøgeren og unionsborgeren havde et fælles barn, men ansøgeren var på ansøgningstidspunktet fortsat gift med en tredjeperson i Filippinerne og havde søgt om annullering/omstødelse af ægteskabet. SIRI meddelte oprindeligt afslag efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 2, nr. 2, da de ikke fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at parret var faste samlevere med varig tilknytning. Efter genoptagelse af sagen i Udlændingenævnet og hjemvisning til SIRI, blev der igen meddelt afslag, da ansøgeren fortsat var gift med en tredjeperson, hvilket SIRI vurderede stred mod en formålsfortolkning af EU-opholdsbekendtgørelsen og EU-opholdsdirektivet.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet fastholdt SIRI’s afgørelse. Nævnet lagde til grund, at unionsborgeren opfyldte betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, da han var meddelt ret til tidsubegrænset ophold jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 18. Imidlertid fandt nævnet, at ansøgeren ikke havde ret til ophold som fast samlevende, da hun var gift med en tredjeperson. Nævnet vurderede, at det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper at indrømme en afledt opholdsret på baggrund af fast samliv efter EU-retten til en person, der er gift med en tredjeperson, især da det ikke var dokumenteret, at ægteskabet ikke kunne opløses.

Det forhold, at ansøgeren og unionsborgeren havde fået et fællesbarn, ændrede ikke vurderingen, da barnet var registreret som filippinsk statsborger og derfor ikke var omfattet af personkredsen, hvorfra der kan afledes en opholdsret efter EU-retten, jf. principperne i EU-Domstolens dom i sag C-200/02, Zhu og Chen.

Nævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren allerede havde fået opholdstilladelse efter udlændingeloven § 9 c, stk. 1, gyldig indtil maj 2026. Et afslag på opholdsret efter EU-retten blev derfor ikke anset for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, da ansøgeren fortsat kunne opholde sig og udøve sit familieliv i Danmark i kraft af sin eksisterende opholdstilladelse. Det forhold, at unionsborgeren havde et mindreårigt særbarn i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering.