Afvisning af klage om forskelsbehandling pga. handicap i sygedagpengesag

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen hos en kommune vedrørende sygedagpenge. Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle klagen, da der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling.

Sagsforløb og klagepunkter

Klageren, der er diagnosticeret med PNES og andre lidelser, blev tilkendt førtidspension og senere sygemeldt fra et skånejob. Under en partshøring om forlængelse af sygedagpenge fik klageren et PNES-anfald, hvorefter kommunen tilkaldte politiet, da klageren ikke ville forlade stedet. Klageren følte sig presset og dårligt behandlet. En lignende episode fandt sted ved et forkert fremmøde, hvilket førte til et fremmødeforbud. Klageren klagede også over en systemteknisk fejl, der resulterede i et skattesmæk på ca. 7.000 kr., da sygedagpenge blev udbetalt som A-indkomst i stedet for B-indkomst. Kommunen beklagede fejlen, men fastholdt, at klageren var behandlet pænt og med hensyn til diagnoserne.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap inden for arbejdsmarkedet i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1-3. Et kommunalt jobcenter er omfattet af denne lovs bestemmelser. Forskelsbehandling defineres som enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3, stk. 2. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling, som beskrevet i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7 a.

Nævnet kan afvise en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold, hvilket er reguleret af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2. I denne sag fandt nævnet ingen oplysninger, der gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat klageren for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sagsbehandlingen. Klageren havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på den påståede forskelsbehandling. På baggrund af nævnets faste praksis var det derfor åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold, og klagen blev afvist. Nævnet tog ikke stilling til, om klageren havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.