Afvisning af klage om manglende handicapadgang ved tandtekniker og rådhusanneks
Dato
14. september 2024
Myndighed
Ligebehandlingsnævnet
Ministerium
Social- og Boligministeriet
Sagsnummer
W20240968325
Dokument
Åbn PDFLovreferencer:
Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med manglende handicapadgang ved en tandtekniker, som indklagede kommune henviste klager til, samt et anneks ved indklagedes rådhus. Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle klagen. Klager havde oplyst, at han grundet sit handicap ikke kunne benytte en stejl trappe ved den anviste tandtekniker og derfor måtte anvende en anden, hvilket resulterede i en ekstraregning på 1.333 kr., da han ikke kunne opnå bevilling fra indklagede til denne. Klager gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og henviste til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Indklagede har efterfølgende ændret praksis, så det nu er muligt at vælge mellem flere tandteknikere.
Nævnets begrundelse for afvisning
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Det fremgår af lovens forarbejder, at den ikke stiller yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Klager over manglende overholdelse af regler om tilgængelighed skal behandles i den pågældende sektors regelsæt og klageinstanser.
Nævnet fandt, at klagen reelt drejede sig om manglende tilgængelighed. På baggrund af nævnets faste praksis var det åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage. Nævnet afviste derfor at behandle klagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2. Nævnet tog herefter ikke stilling til, om klager havde et handicap i lovens forstand.
Lignende afgørelser