Afvisning af klage om forskelsbehandling pga. handicap ved beskyldning om dokumentfalsk

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en klage fra en studerende, der påstod at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en beskyldning om dokumentfalsk. Klager, som lider af dissociativ hukommelsestab og ADHD, havde ansøgt om optagelse på et universitet og i den forbindelse vedlagt en redigeret udgave af et officielt dispensationsbrev, hvor hendes karaktergennemsnit var justeret op.

Sagsforløb og klagers påstand

Universitetet indberettede mistanke om dokumentfalsk, og klager blev partshørt. Universitetet fastholdt, at de ikke ønskede at optage en person, der havde forfalsket officielle dokumenter, og at fremsendelse af dokumenter altid betragtes som værende med intention. Klager gjorde gældende, at den redigerede udgave var vedlagt ved en fejl, som skyldtes hendes diagnoser, og at universitetet udviste manglende forståelse for hendes psykiske handicap, hvilket forværrede hendes tilstand. Hun havde eksperimenteret med redigeringssoftware og vedlagde dokumentet ved en fejl, som hun senere opdagede og fjernede.

Nævnets vurdering og afvisning

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Forskelsbehandlingsloven. Det fremgår af Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1 at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger. Direkte forskelsbehandling defineres som ringere behandling på grund af handicap, mens indirekte forskelsbehandling opstår, når en neutral praksis stiller personer med handicap ringere, medmindre det er objektivt begrundet. Ifølge Forskelsbehandlingsloven § 7a påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klager påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling.

Nævnet kan afvise en klage, hvis det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det derfor åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage, og nævnet afviste derfor at behandle sagen. Nævnet tog ikke stilling til, om klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.