Afvisning af klage om forskelsbehandling pga. handicap ved manglende ansættelse

Ligebehandlingsnævnet stadfæstede sekretariatets afvisning af en klage vedrørende påstået forskelsbehandling på grund af handicap. Klageren mente at være blevet forskelsbehandlet, da vedkommende ikke kom i betragtning til en stilling som kirketjener hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager om forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Denne lov forbyder arbejdsgivere at forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger, herunder ved ansættelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere på grund af handicap, mens indirekte forskelsbehandling opstår, når en tilsyneladende neutral praksis stiller personer med handicap ringere, medmindre den er objektivt begrundet.

Ifølge Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling. I denne sag fandt nævnet dog ingen oplysninger, der gav anledning til at formode, at klageren var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i ansættelsesprocessen.

Nævnets afvisningsgrundlag

Ligebehandlingsnævnet har beføjelse til at afvise en klage, hvis det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. På baggrund af nævnets faste praksis blev det vurderet, at det var åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sin klage. Derfor tiltrådte Ligebehandlingsnævnet sekretariatets afgørelse om at afvise klagen.