Afskedigelse under graviditet ikke i strid med Ligebehandlingsloven

Klager blev afskediget under sin graviditet, hvilket førte til en klage over påstået forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling efter Ligebehandlingsloven.

Sagens omstændigheder og bevisbyrde

Klager blev ansat som personal assistant i december 2018 og meddelte i januar 2020, at hun var gravid med termin i juni 2020. Den 3. marts 2020 blev hun graviditetsbetinget sygemeldt, og den 26. marts 2020 blev hun afskediget. Afskedigelsen blev begrundet med, at klagers stillingskategori permanent blev nedlagt, da hendes primære partner reducerede sin arbejdstid, og på grund af manglende ordreindtag som følge af Covid-19-pandemien. Afskedigelsen skete som led i en større afskedigelsesrunde, hvor 8 ud af 20 ansatte blev opsagt.

Da afskedigelsen fandt sted under klagers graviditet, påhvilede det indklagede at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i dette forhold, jf. Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4. Klager gjorde gældende, at partnerens arbejdstid reelt ikke var reduceret, og at der var ansat en ny medarbejder med sammenlignelige opgaver efter hendes afskedigelse, ligesom andre sammenlignelige ansatte fortsat var ansat eller genansat.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet. Nævnet lagde vægt på, at afskedigelsen skete som led i en større reduktion af medarbejderstaben, hvor 8 ud af 20 ansatte blev afskediget, og at de to andre medarbejdere med sammenlignelige stillinger også blev afskediget. De resterende ansatte gik enten ned i løn eller arbejdstid.

På baggrund af sagens oplysninger og den fremlagte dokumentation vurderede nævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at afskedigelsen var i strid med forbuddet mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov, som fremgår af Ligebehandlingsloven § 9. Nævnet afviste desuden indklagedes påstand om afvisning af klagen, da mundtlige parts- og vidneforklaringer ikke blev anset for nødvendige for sagens afgørelse, hvilket er i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 9, stk. 1.

Konklusion

Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.