Ligebehandlingsnævnet genoptager sag om forskelsbehandling på grund af religion/tro

Ligebehandlingsnævnet (LBN) har genoptaget en sag om påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro, efter at klageren anmodede herom. Oprindeligt afviste LBN at behandle klagen den 15. december 2021, da klageren ikke blev anset for at være lønmodtager i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Baggrund for genoptagelse

Anmodningen om genoptagelse blev indgivet den 11. maj 2022, ledsaget af et bindende svar fra Skattestyrelsen af 5. maj 2022, som vurderede, at klageren måtte betragtes som lønmodtager i skatteretlig forstand. LBN besluttede at genoptage sagen i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 10, idet der var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning.

LBN's vurdering af genoptagelse var baseret på en væsentlig ændring i de retlige forhold, som den oprindelige afgørelse blev truffet efter. Denne ændring skyldes EU-Domstolens domme af 2. juni 2022 (sag C-587/20) og 12. januar 2023 (sag C-356/21), som har foretaget en udvidende fortolkning af anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (Beskæftigelsesdirektivet). Da direktivet er implementeret i den danske Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., skal lovens anvendelsesområde fortolkes i overensstemmelse hermed.

Anvendelsesområde for forskelsbehandlingsloven

EU-Domstolen har fastslået, at direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, omfatter alle regler, der fastsætter vilkår for adgang til enhver erhvervsmæssig aktivitet, uanset art og indhold, og at begreberne "lønnet beskæftigelse", "udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed" og "erhvervsmæssig beskæftigelse" skal forstås i bred forstand. Dette betyder, at direktivets anvendelsesområde ikke er begrænset til stillinger besat af en "arbejdstager" i traditionel forstand.

På baggrund heraf vurderede LBN, at klagerens hverv som relationsarbejder for kommunen havde et sådant omfang og varighed, at der var tale om reel og faktisk beskæftigelse, som er omfattet af Beskæftigelsesdirektivets og dermed også Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1 og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3, stk. 3. LBN havde herefter kompetence til at behandle klagen.

Afvisning af klagen

Trods genoptagelsen og den udvidede kompetence afviste LBN at behandle klagen. Dette skyldtes, at en afgørelse af, om klageren var blevet forskelsbehandlet på grund af religion eller tro, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for LBN, men må i givet fald ske ved domstolene. Afvisningen skete i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 3.