Afslag på forlængelse af opholdstilladelse grundet modtagelse af offentlige ydelser

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, som var givet på baggrund af familiesammenføring med hendes herboende ægtefælle, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 1. Afslaget skyldtes, at ægtefællen havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvilket stred mod betingelsen om selvforsørgelse, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 5, 2. pkt..

Baggrund for afgørelsen

Ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2016 var betinget af, at hverken hun eller hendes ægtefælle modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det blev konstateret, at ægtefællen i perioden fra marts 2017 til maj 2018 havde modtaget ressourceforløbsydelser. Udlændingenævnet fandt, at denne modtagelse af ydelser udgjorde et brud på selvforsørgelseskravet, hvilket gav grundlag for at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. Udlændingeloven § 11, stk. 2 og Udlændingeloven § 19, stk. 1, nr. 5.

Vurdering af indsigelser

Ansøgeren anførte ægtefællens alvorlige helbredsmæssige tilstand, herunder depression, PTSD og kroniske smerter, samt frygt for forværring ved adskillelse. Nævnet vurderede dog, at ægtefællens helbredsforhold ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af selvforsørgelseskravet. Selvom ægtefællen senere blev tilkendt førtidspension, ændrede dette ikke ved den tidligere manglende opfyldelse af betingelsen.

Nævnet lagde vægt på, at det er udlændingens eget ansvar at overholde betingelserne for opholdstilladelsen, og at ansøgeren, som driver flere selvstændige virksomheder, måtte formodes at kunne sætte sig ind i disse.

Proportionalitetsvurdering

Udlændingenævnet foretog en konkret afvejning af sagens omstændigheder for at vurdere, om nægtelsen af forlængelse ville virke særligt belastende for ansøgeren, jf. Udlændingeloven § 19 a, stk. 2 og Udlændingeloven § 26, stk. 1. Nævnet vurderede, at ansøgeren trods sit ophold i Danmark i ca. 6 år og 11 måneder, bestået Prøve i Dansk 2 og erhvervsaktivitet, ikke havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelsen ville være særligt belastende. Hendes tilknytning til Thailand, hvor hun er født og opvokset, blev anset for væsentligt større.

Nævnet fandt heller ikke, at ægtefællens handicap, som omfattes af FN’s handicapkonvention, medførte indirekte diskrimination, da han nu opfylder betingelserne for en ny ansøgning om ægtefællesammenføring. Samlet set vurderede nævnet, at det hverken ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte at forlænge opholdstilladelsen.