Afvisning af klage: Manglende indikation på forskelsbehandling pga. handicap ved ansættelse

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet klageren ikke kom i betragtning til en stilling som chauffør. Ligebehandlingsnævnet behandler klager om forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Loven fastslår, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Loven definerer både direkte og indirekte forskelsbehandling. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Ligebehandlingsnævnet fandt ingen oplysninger i klagen eller sagen i øvrigt, der gav anledning til at formode, at klageren var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslaget på ansættelse. På baggrund af nævnets faste praksis var det derfor åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2. Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3.