Afvisning af kørestolsbruger fra sygetransport ikke i strid med handicapdiskriminationsloven

Klagen omhandler en påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet en kørestolsbruger blev afvist fra indklagedes sygetransport. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Sagens omstændigheder

Klager, der er kørestolsbruger, havde i over 30 år haft abonnement hos den indklagede virksomhed, som tilbyder sygetransport. Klager modtog i slutningen af 2020 og starten af 2021 flere markedsføringsmails fra indklagede, hvilket fik klager til at spørge, om hun igen kunne benytte abonnementet, selvom hun sidder i kørestol. Indklagede svarede, at deres abonnement ikke dækker kørsel, hvor man skal sidde i kørestol under transporten, da de ikke har en tilstrækkelig stor liftvognpark. Indklagede oplyste desuden, at det ville være for dyrt at transportere klager i en liftbus.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet fastslår, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap, og at dette forbud gælder for al offentlig og privat virksomhed, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Det er dog afgørende, at Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 3 ikke indebærer en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Nævnet vurderede, at spørgsmålet om klagers mulighed for at benytte sygetransporten var et spørgsmål om tilgængelighed, og da loven ikke sikrer ret til tilgængelighed, fik klager ikke medhold i sin klage.