Afvisning af klage om forskelsbehandling pga. national oprindelse ved lønvilkår

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en klage om påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse vedrørende lønvilkår for en ufaglært gartner. Afvisningen skyldes, at en afgørelse af sagen kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket nævnet ikke har kompetence til at håndtere, jf. Lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.

Klager, der er fra Polen og ansat som ufaglært gartner, hævder at være blevet forskelsbehandlet i forhold til danske kolleger vedrørende:

• Manglende tillæg for overarbejde (180 kr. pr. time).
• Tilbud om en mindre erstatning i et forlig.
• Manglende godtgørelse for kost og logi (350 kr. pr. døgn).
• Manglende udbetaling fra fritvalgskonto.

Sagen vedrører påstået forskelsbehandling i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2, stk. 1, som forbyder arbejdsgivere at forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af national oprindelse. Ligebehandlingsnævnet bemærker, at der gælder en delt bevisbyrde efter Forskelsbehandlingsloven § 7 a, hvor modparten skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klager påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling.

Uenighed om forlig og faktum

En central uenighed i sagen er, hvorvidt der er indgået et bindende forlig mellem parterne. Klager bestrider at have accepteret et forlig, mens indklagede fastholder, at sagen er forligt, og at klagers faglige organisation har modtaget et beløb på 85.750 kr. i den forbindelse. Nævnet finder det uklart, om forliget er endeligt og bindende. Derudover er der uenighed om en række væsentlige oplysninger om sagens faktum, herunder indklagedes aflønning af polske ansatte, indholdet af en samtale den 18. september 2017, samt udbetaling af midler fra klagers fritvalgskonto og godtgørelse for kost og logi.

På grund af de mange uenigheder om sagens faktum, herunder spørgsmålet om forlig, vurderer nævnet, at sagen mest hensigtsmæssigt bør afgøres ved domstolene, hvor der kan ske den nødvendige bevisførelse.