Afvisning af kunde uden mundbind udgjorde ikke handicapdiskrimination

Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at det ikke var i strid med Handicapdiskriminationsloven at afvise en kunde, der ikke bar mundbind i en butik. Klageren, som lider af angst, blev nægtet betjening, da hendes angstsymptomer forværredes ved brug af mundbind, og hun derfor var fritaget. Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap.

Sagens omstændigheder

Klageren blev den 23. december 2020 afvist fra den indklagede butik, fordi hun ikke bar mundbind. Hun oplyste, at hun var fritaget grundet en angstlidelse, som forværredes ved brug af mundbind over længere tid, men kunne bære det kortvarigt. Indklagede begrundede afvisningen med høje smittetal for COVID-19, travlhed i butikken, og en nylig påtale for ikke at håndhæve mundbindskravet tilstrækkeligt. Indklagede beklagede klagerens oplevelse, men fastholdt, at medarbejderen handlede ud fra de daværende retningslinjer.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Handicapdiskriminationsloven § 2. Loven forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, jf. Handicapdiskriminationsloven § 5, stk. 3.

Nævnet vurderede, at begrebet "handicap" i loven skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis, hvilket indebærer en vurdering af, om en skade eller sygdom medfører langvarige funktionsbegrænsninger. I denne sag fandt nævnet, at kravet om mundbind i detailhandlen var en midlertidig foranstaltning, som ikke udgjorde en begrænsning af lang varighed. Derfor blev det fastslået, at klageren i denne specifikke sammenhæng ikke havde et handicap i lovens forstand, uanset varigheden af hendes helbredsmæssige gener. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.