Udelukkelse fra pensionsordning pga. tjenestemandspension udgør ikke aldersdiskrimination

Sagen omhandler en klage over påstået aldersdiskrimination, idet klager som teknisk servicemedarbejder blev udelukket fra en pensionsordning, fordi han modtog tjenestemandspension. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der ikke var tale om forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Klager, født i 1955, var aldersbetinget pensioneret fra Forsvaret og modtog tjenestemandspension. Han blev ansat i Randers Kommune i august 2018 under overenskomsten mellem FOA og KL. Klagers ansættelsesbrev specificerede, at han ikke var berettiget til pensionsbidrag, hvis han modtog pension fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

Overenskomstens bestemmelser

Overenskomsten for teknisk service indeholder i § 10, stk. 2, en bestemmelse om, at pensionsordningen ikke gælder for pensionerede tjenestemænd fra staten, amter/regioner, kommuner og statsfinansierede eller koncessionerede virksomheder, samt andre, der modtager egenpension eller understøttelse fra en offentligt bidragsfinansieret pensionsordning.

Klagerens argumenter

Klager gjorde gældende, at udelukkelsen fra pensionsordningen udgjorde aldersdiskrimination og var i strid med ligestillingsloven. Han argumenterede for, at aftalen mellem KL og FOA var en form for karteldannelse, der resulterede i forskellig løn for samme arbejde og manglende ligestilling mellem det offentlige og private arbejdsmarked. Klager påpegede, at der ikke findes lovgivning, der forbyder modtagelse af både tjenestemandspension og kommunale pensionsbidrag, og at han ikke havde bidraget til kommunale pensionsordninger.

Kommunens og KL's forsvar

KL og Randers Kommune påstod frifindelse og anførte, at klager havde mulighed for at sætte udbetalingen af sin tjenestemandspension i bero for at blive omfattet af overenskomstens pensionsbestemmelse. De henviste til en Højesteretsdom (U.2021.4240H), der behandlede en lignende sag, hvor Højesteret fandt, at en bibliotekar ikke var blevet stillet ringere på grund af alder, da hun ellers ville opnå en bedre retsstilling end yngre kolleger. De argumenterede for, at klager havde et valg, som hans yngre kolleger ikke havde, og at der derfor ikke forelå negativ forskelsbehandling. De fremhævede også, at bestemmelsen i overenskomsten var indført for at undgå dobbeltkompensation.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af alder i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, som definerer direkte og indirekte forskelsbehandling. Nævnet anvender også reglen om delt bevisbyrde fra Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Nævnet vurderede, at klagers sag ikke adskilte sig afgørende fra den sag, Højesteret behandlede i U.2021.4240H. Højesteret fandt, at bibliotekaren ikke var blevet stillet ringere på grund af sin alder, da hun ellers ville opnå en retsstilling, som ingen af hendes yngre kolleger havde. På baggrund heraf fandt Ligebehandlingsnævnet, at klager ikke var blevet udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.