Afvisning af klage om forskelsbehandling pga. handicap på AMU-center

Ligebehandlingsnævnet har afvist en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med et kursus i personbefordring på et AMU-center. Klager, der er tilkendt fleksjob som følge af endometriose, påbegyndte kurset i maj 2020 med henblik på at opnå erhvervskørekort til bus og en efterfølgende jobgaranti. Klagerens kursusforløb blev afbrudt i august 2020, da hendes lektionsplan ikke kunne godkendes.

Sagens baggrund

Klager havde udfordringer med at opnå det krævede niveau i køreundervisningen, hvilket fremgik af intern mailkorrespondance hos indklagede. Det blev vurderet, at ekstratimer var nødvendige, og at klager næppe ville kunne gennemføre uddannelsen. En mailkorrespondance mellem indklagede og klagers jobkonsulent viste, at klager var presset, blandt andet på grund af hendes datters sygdom, og at hun havde svært ved at overkomme de nødvendige ekstratimer. Indklagede udtrykte tvivl om klagerens evne til at nå målet, selv med ekstra timer, og meddelte, at loven ville stoppe hende, hvis hun ikke kørte tilfredsstillende.

Klagerens anbringender

Klager gjorde gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilrettelæggelsen og forløbet af kurset. Hun oplevede, at hendes kørsel blev vurderet strengere, og at hendes sygdomme blussede op som følge af stress. Klager mente, at indklagede ikke udviste den nødvendige forståelse for hendes skånehensyn og ikke ydede rimelig tilpasning, selvom kurset var målrettet personer i fleksjob. Hun påstod, at den sidste vurdering af hendes kørsel ikke var reel, men skyldtes økonomiske interesser og en forudindtaget mening om, at hun ikke skulle bestå. Klager krævede en godtgørelse på 195.000 kr. for omkostninger, mistet indtægt og helbredsmæssig svækkelse.

Indklagedes anbringender

Indklagede fastholdt, at der ikke var sket forskelsbehandling. De forklarede, at elever skal nå et krævet niveau for at bestå kurset, og at klager havde lang vej til målet, selv med tilbud om ekstra køretimer. De afviste at have en økonomisk interesse i at give klager ekstra timer, da de ikke opkrævede betaling herfor. Indklagede fremhævede, at klager gennemgik lektion 13 tre gange med to forskellige kørelærere uden godkendelse, og at vurderingen af en elevs præstation er ens for alle kørelærere. De mente at have gjort alt i deres magt for at uddanne klager.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Forskelsbehandlingsloven. Loven forbyder forskelsbehandling i forbindelse med adgang til erhvervsuddannelse og gælder også for uddannelsesvirksomheder, jf. Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1-3. Direkte eller indirekte forskelsbehandling er forbudt, jf. Forskelsbehandlingsloven § 3, stk. 2. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a. Nævnet vurderede, at der i klagen eller de efterfølgende bemærkninger ikke var oplysninger, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kurset, herunder kravet om ekstraundervisning og tilrettelæggelsen heraf. På baggrund af nævnets faste praksis var det åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen i henhold til Lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. Nævnet tog ikke stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da klagen blev afvist.