Afgørelse om påstået forskelsbehandling i forbindelse med samværsaftale

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at den indklagede statslige enhed ikke har handlet i strid med Handicapdiskriminationsloven i en sag om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en samværsaftale.

Klageren gjorde gældende, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet hun udviklede depression og belastningsreaktion som følge af samværschikane. Hun anførte, at den indklagede enhed siden 2017 havde diskrimineret hende ved ikke at reagere på hendes anmodninger om konfliktmægling og ved ikke at sikre sønnens ret til samvær med begge forældre, på trods af at både børnepsykolog, socialrådgiver og krisecenter havde dokumenteret diskriminationen og klagerens gode forældreevner.

Nævnets vurdering

Nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Det fremgår af Handicapdiskriminationsloven § 5, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Dette forbud gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet, dog ikke for aktiviteter af rent privat karakter. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation, mens indirekte forskelsbehandling opstår, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse stiller personer med handicap ringere end andre.

Nævnet vurderede, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at den indklagede enhed havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap. Ifølge Handicapdiskriminationsloven § 10 påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til en formodning om forskelsbehandling. Da klageren ikke opfyldte dette krav, fik hun ikke medhold i klagen. Nævnet bemærkede desuden, at børns ret til samvær med deres forældre er en afgørelse, som kan indbringes for domstolene, og fandt ikke anledning til at vurdere, om klageren havde et handicap i lovens forstand.