Afvisning: Påstået forskelsbehandling af litauisk vikar vedrørende lønvilkår

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af etnisk og national oprindelse i forbindelse med løn- og arbejdsvilkår for vikarer hos den indklagede virksomhed. Klageren, der stammer fra Litauen, arbejdede som vikar fra 2014-2017 og hævdede, at en lokalaftale fra 2013, som angiveligt kun omfattede udenlandske vikarer, førte til ringere vilkår, herunder lavere løn og manglende overtidsbetaling. Klageren påstod en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagerens påstande

Klageren gjorde gældende, at lokalaftalen var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2, stk. 1, da den indebar en forskelsbehandling med hensyn til løn- og arbejdsvilkår for udenlandske vikarer. Klageren anførte, at vikarerne blev presset til at arbejde op til 70 timer om ugen uden overtidsbetaling, hvilket medførte et betydeligt indkomsttab og udgjorde social dumping. Det blev også fremført, at aftalen betød, at udenlandske vikarer skulle afskediges først, og at afspadsering eller udbetaling af overarbejdstimer som "bonus" stillede dem ringere end fastansatte medarbejdere. Klageren henviste til, at samtlige vikarer i den relevante periode var udenlandske, primært litauiske, og at lokalaftalen derfor var diskriminerende og ugyldig i henhold til Forskelsbehandlingsloven § 5 a. Klageren påstod en godtgørelse på 25.000 kr.

Indklagedes påstande

Indklagede påstod primært afvisning af sagen, subsidiært frifindelse. Argumentet for afvisning var, at sagen krævede omfattende bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som Ligebehandlingsnævnet ikke kan håndtere. Indklagede bestred, at der var sket forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, idet alle vikarer blev behandlet ens. Det blev også anført, at nævnet ikke har kompetence til at afgøre spørgsmål om 48-timersreglen eller efterbetaling af løn.

Ligebehandlingsnævnets vurdering og afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national og etnisk oprindelse i henhold til Forskelsbehandlingsloven. Nævnet kan kun tage stilling til, om lønvilkårene var udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk eller national oprindelse, ikke spørgsmål om manglende løn eller overarbejdsbetaling. Nævnet lagde til grund, at klageren var omfattet af lokalaftalen og dens tillæg. Da der var tvivl om medarbejdersammensætningen hos indklagede og de indlejede vikarer, samt om hovedspørgsmålet i sagen vedrørte diskrimination omfattet af nævnets kompetence eller anden lovgivning om vikarers rettigheder, vurderede nævnet, at sagen mest hensigtsmæssigt burde afgøres ved domstolene. Dette skyldes behovet for bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som nævnet ikke kan foretage. På baggrund heraf afviste Ligebehandlingsnævnet at behandle klagen i henhold til Lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.