Ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap ved afvisning af stillingsansøgning

Ligebehandlingsnævnet fandt, at et rekrutteringsbureau diskriminerede en døv ansøger til en murerstilling, hvilket var i strid med Forskelsbehandlingsloven. Bureauet blev pålagt at betale 25.000 kr. i godtgørelse til klageren.

Sagsforløb og påstande

Klageren, der er døv, kontaktede et vikar- og rekrutteringsbureau angående en stilling som murer. Efter at have oplyst om sin døvhed, fik klageren afslag med den begrundelse, at stillingen ikke ville være aktuel. Senere ændrede bureauet forklaring til, at stillingen var besat. Klageren påviste, at stillingen ikke var besat, og hævdede, at afslaget skyldtes hans handicap. Indklagede fastholdt, at der ikke var tale om forskelsbehandling, idet de blot søgte efter kandidater til deres kundebase uden en konkret stilling, og at det var op til de konkrete arbejdsgivere at vælge.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Forskelsbehandlingsloven. Nævnet fastslog, at indklagede, som vikar- og rekrutteringsbureau, handlede på vegne af en kunde og derfor sidestilles med en arbejdsgiver i henhold til Forskelsbehandlingsloven § 2, stk. 1. Nævnet vurderede, at klageren havde et handicap i lovens forstand, da døvhed udgør en langvarig funktionsbegrænsning. Klageren påviste faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode direkte forskelsbehandling, hvilket flyttede bevisbyrden til indklagede, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7 a.

Det blev fremhævet, at en arbejdsgiver har pligt til at foretage rimelige tilpasninger for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, medmindre det medfører en uforholdsmæssig stor byrde, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2 a og Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv artikel 5. Indklagede vidste, at klageren var døv, men undersøgte ikke, om klageren med rimelige tilpasninger kunne varetage stillingen, og indgik ikke i dialog herom. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at tilpasningsforpligtelsen var opfyldt, eller at klageren ikke ville være egnet med passende tilpasninger. Klageren fik derfor medhold.

Godtgørelse

Klageren blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. efter Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1. Størrelsen blev fastsat ud fra praksis og sagens omstændigheder.