Afslag på fast parkeringsplads udgjorde ikke handicapdiskrimination

Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at et boligselskabs afslag på at tildele en beboer en fast parkeringsplads ikke var i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5.

Klageren, der lider af slidgigt og fibromyalgi, blev anset for at have et handicap i lovens forstand, da hendes tilstand medfører langvarige funktionsbegrænsninger, herunder smerter i bevægeapparatet og hurtig udtrætning.

Boligselskabets parkeringsordning

Boligselskabet havde ændret sine retningslinjer for tildeling af faste handicapparkeringspladser. De nye regler, vedtaget på et beboermøde i februar 2020, krævede, at ansøgere modtog støtte til køb af bil i henhold til Serviceloven § 114. Da klageren ikke opfyldte dette krav, fik hun ikke fornyet sin tilladelse til en fast plads.

Boligselskabet begrundede ændringen med en generel mangel på parkeringspladser og et ønske om ikke selv at skulle bedømme individuelle begrænsninger. De havde desuden etableret 10 generelle handicapparkeringspladser.

Nævnets vurdering

Nævnet, der behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, bemærkede, at Handicapdiskriminationsloven ikke stiller krav om rimelig tilpasning i situationer uden for arbejdsmarkedet. Dette betyder, at boligselskabet ikke havde pligt til at etablere en specifik handicapparkeringsplads for klageren eller tildele hende en fast plads. På denne baggrund fik klageren ikke medhold i sin klage.