Afslag på nummerpladetavle på handicapparkeringsplads ikke ulovlig forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at en ejerforenings afslag på at opstille en nummerpladetavle på en handicapparkeringsplads ikke var i strid med Handicapdiskriminationsloven.

Sagen omhandlede en klager med hereditær spastisk paraplegi, en fremadskridende neurologisk sygdom, der medfører betydelige gangbesvær. Klageren, som anvender rollator, fik tildelt en fast handicapparkeringsplads af ejerforeningen, men med den betingelse, at der ikke måtte opsættes en nummerpladetavle. I stedet blev bilens registreringsnummer malet på asfalten.

Klageren argumenterede for, at en nummerpladetavle var nødvendig for at sikre, at pladsen altid var til hendes disposition, da påmalingen på asfalten var utilstrækkelig og ofte blev overset af andre bilister, især under dårlige vejrforhold. Dette medførte vanskeligheder med at komme til og fra bilen og lejligheden.

Ejerforeningen fastholdt deres afslag med henvisning til foreningens vedtægter, specifikt § 8, som forbyder opsætning af skilte på ejendommens ydre og fællesarealer uden bestyrelsens samtykke. De fremhævede, at bebyggelsen er bevaringsværdig, og at deres politik om skiltning er generel og gælder for alle ejere, med undtagelse af fem butikker. De påpegede også, at ingen andre handicapparkeringspladser i foreningen havde nummerpladetavler.

Nævnets vurdering af diskrimination

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Nævnet fastslog, at klageren med sin diagnose og funktionsbegrænsninger opfyldte handicapbegrebet i Handicapdiskriminationsloven § 2.

To af nævnets medlemmer vurderede, at ejerforeningens tilsyneladende neutrale praksis med at afslå opsætning af skilte potentielt kunne stille personer med gangbesvær ringere, hvilket skabte en formodning om indirekte forskelsbehandling i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5, stk. 1-3. Dette medførte, at bevisbyrden for, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling, overgik til ejerforeningen, jf. Handicapdiskriminationsloven § 10.

Nævnet fandt dog, at ejerforeningens afslag var objektivt begrundet i et sagligt formål, nemlig hensynet til den bevaringsværdige parkbebyggelse. Dette formål blev anset for at være mere tungtvejende end den gene, klageren oplevede ved, at parkeringspladsen potentielt kunne være utydelig ved løvfald eller snefald. Ejerforeningen havde desuden imødekommet klageren ved at tildele en fast, ekstra lang handicapparkeringsplads og tillade påmaling af registreringsnummeret på asfalten.

Et medlem af nævnet mente desuden, at ejerforeningen ikke havde pligt til at markere parkeringspladsen med en nummerpladetavle, og stemte derfor for at give ejerforeningen medhold.

På baggrund af den samlede vurdering fik klageren ikke medhold i sin klage.