Afskedigelse begrundet i økonomiske årsager var ikke forskelsbehandling pga. handicap

En underviser klagede over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sin afskedigelse fra en social- og sundhedsskole. Klageren havde flere arbejdsskader og diskusprolapser, der medførte kroniske smerter, nedsat udholdenhed og træthed, hvilket indklagede var bekendt med og havde imødekommet med forskellige skånehensyn. Afskedigelsen skete som led i en større personaletilpasning grundet faldende elevtal og økonomiske besparelser.

Nævnets kompetence

Ligebehandlingsnævnet vurderede først sin kompetence til at behandle sagen, da klagerens faglige organisation tidligere havde indbragt sagen for faglig voldgift, men senere opgav at føre den videre. Nævnet fandt, at det kunne behandle klagen, idet klageren havde godtgjort, at hendes faglige organisation ikke agtede at iværksætte yderligere fagretlig behandling af kravet. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 6, som har til formål at sikre, at personer, der mener sig forskelsbehandlet, kan få behandlet en sag, når den ikke behandles ad fagretlig vej.

Vurdering af handicap og forskelsbehandling

Nævnet vurderede, at klagerens diskusprolaps og de deraf følgende langvarige begrænsninger udgjorde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Klageren påviste faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling. Afskedigelsen var begrundet i indklagedes økonomiske situation og behov for personaletilpasning. Ved udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse blev der lagt vægt på faglige kvalifikationer, opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer, herunder fleksibilitet. Flere af de konkrete forhold, der blev lagt vægt på ved udvælgelsen af klageren, var tæt forbundet med følgerne af hendes handicap, såsom nedsat udholdenhed og træthed. Nævnet fandt, at kriteriet om fleksibilitet, selvom det var tilsyneladende neutralt, stillede klageren ringere som følge af hendes handicap. Dette medførte, at bevisbyrden overgik til indklagede i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Indklagede løftede bevisbyrden for, at anvendelsen af kriteriet om fleksibilitet var objektivt begrundet i et sagligt formål, nemlig hensynet til den bedst mulige opgaveløsning efter nødvendige og betydelige besparelser og nedlæggelse af 84 stillinger. Nævnet vurderede, at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at lægge vægt på de angivne kriterier, herunder fleksibilitet, i en situation med så omfattende personaletilpasninger. Det indgik desuden i nævnets vurdering, at der også blev lagt vægt på andre forhold, der ikke kunne relateres til klagerens handicap.

På baggrund heraf fik klageren ikke medhold i sin klage.