Afgørelse om påstået forskelsbehandling i butik ikke begrundet i etnisk oprindelse

Ligebehandlingsnævnet behandlede en klage vedrørende påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, efter at klager blev bedt om at forlade en forretning. Nævnet fandt, at der ikke var sket en overtrædelse af Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling.

Klager hævdede at være blevet udsat for nedværdigende behandling og beskyldt for tyveri af butikschefen på grund af sin baggrund og hudfarve. Klager oplyste, at butikschefen sagde, han "lignede en tyv" og beordrede ham til at forlade forretningen. Indklagede bestred dette og forklarede, at butikschefen blot sagde, hun "passede sin butik", og at klager blev bedt om at forlade forretningen, fordi han blev vred og fortsatte med at diskutere.

Nævnets vurdering af forskelsbehandling

Nævnet bemærkede, at Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 1 forbyder direkte forskelsbehandling, hvor en person behandles ringere på grund af race eller etnisk oprindelse. Indirekte forskelsbehandling er også forbudt, medmindre den er objektivt begrundet, jf. Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 2. Desuden anvendes princippet om delt bevisbyrde, hvor modparten skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klager påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, jf. Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 7.

På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt Ligebehandlingsnævnet, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at episoden var begrundet i klagers race eller etniske oprindelse. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.