Afslag på dækning af tandimplantater grundet overskridelse af 2-årsfristen

En ansøger kom i 2008 i slagsmål på en musikfestival og fik blandt andet slået to tænder løse. Politiet henlagde sagen med ukendt skadevolder. I 2009 fandt Nævnet, at forholdet var omfattet af Offererstatningsloven § 1, nedsatte erstatningsansvaret med halvdelen på grund af egen skyld og tilkendte erstatning for udført tandbehandling. Nævnet anmodede samtidig om et overslag for fremtidig tandbehandling.

I 2010 fremkom tandlægen med et overslag for behandling med to implantater. Nævnet gav tilsagn om at dække udgifterne hertil med 20.000 kr., svarende til halvdelen af den rimelige udgift, og tilkendegav, at ansøger skulle vende tilbage "inden rimelig tid" med regningen.

Den 7. januar 2019 anmodede ansøger Nævnet om at bekræfte, at de stadig ville dække halvdelen af udgiften til behandlingen, da hans tænder i mellemtiden var blevet misfarvede. Nævnet indhentede herefter ansøgers tandlægejournal og en udtalelse fra tandlægen, som oplyste, at færdigbehandling havde været mulig siden 2012.

På baggrund heraf fandt Nævnet den 26. november 2019, at ansøgers mulighed for at rejse krav om fremtidig tandbehandling var forpasset efter den nugældende Offererstatningsloven § 13, stk. 3. Nævnet lagde vægt på, at behandlingen kunne have været udført siden 2012, og at ansøger burde have været klar over dette. Ligeledes fandt Nævnet, at den "rimelige tid", som tilkendegivet i tilsagnet fra 2010, for længst var passeret i 2019. Nævnet fandt ikke grundlag for at dispensere fra fristen mange år efter, at en behandling utvivlsomt var mulig.