Dispensation fra anmeldelseskrav i offererstatningsloven trods uenighed om årsag

En ansøger, der blev udsat for vold på sin arbejdsplads på en døgninstitution, fik genoptaget sin sag om offererstatning. Hændelsen, hvor en beboer overfaldt ansøgeren med slag og trusler, herunder med en urtekniv, blev ikke politianmeldt.

Baggrund for genoptagelse

Nævnet havde oprindeligt afvist sagen, da forholdet ikke var anmeldt til politiet. Efter en Højesteretsdom af 4. september 2018, der ændrede praksis for dispensation fra anmeldelseskravet, anmodede ansøger om genoptagelse. Sagen blev herefter behandlet på ny for at vurdere, om der var grundlag for at dispensere fra anmeldelseskravet i Offererstatningsloven § 10, stk. 1.

Årsager til manglende politianmeldelse

Ansøger oplyste, at den manglende anmeldelse skyldtes flere forhold, herunder at der ikke umiddelbart blev konstateret personskade, at en anmeldelse ville vanskeliggøre det fortsatte arbejde med beboeren, samt frygt for forflyttelse eller afskedigelse.

Arbejdsgiveren gav modstridende oplysninger:

• Først oplyste arbejdsgiveren, at anmeldelsen udeblev, fordi ansøger ikke ønskede det, og at ansøger heller ikke ønskede at søge erstatning.
• Arbejdsgiveren havde en intern vejledning, der angav, at al vold skulle anmeldes til politiet, og at politianmeldelse var nødvendig for at søge erstatning efter Offererstatningsloven.
• I et senere brev til ansøgers repræsentant oplyste arbejdsgiveren dog, at den manglende politianmeldelse skyldtes en række forskellige forhold, herunder at ansøger ikke mente, det var nødvendigt at anmelde episoden.

Nævnets vurdering

Nævnet lagde som udgangspunkt vægt på arbejdsgiverens oplysninger, da arbejdsgiveren ikke havde en selvstændig interesse i sagens udfald. På trods af arbejdsgiverens interne vejledning og den første udtalelse, fandt nævnet alligevel grundlag for at dispensere fra anmeldelseskravet. Dette skyldtes afgørende, at arbejdsgiveren i brevet til ansøgers repræsentant havde angivet, at den manglende anmeldelse skyldtes flere forhold, og ikke udelukkende ansøgerens ønske. Nævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at det alene var ansøgerens forhold, der forhindrede en politianmeldelse.