Ophør af opholdsret for litauisk statsborger efter opsigelse fra stilling

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager for en litauisk statsborger. Afgørelsen blev truffet i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen § 30, stk. 1.

Udlændingenævnet vurderede, at klagerens ret til ophold som arbejdstager var ophørt på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Dette skyldtes, at klageren i september 2017 var blevet opsagt fra sin stilling som marketing consultant, og der var ingen lønindtægt registreret efter denne dato. Nævnet fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at bevare sin arbejdstagerstatus efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 2.

Vurdering af arbejdstagerstatus

Udlændingenævnet lagde vægt på følgende forhold i sin vurdering af, om klageren havde bevaret sin arbejdstagerstatus:

• Klageren havde ikke sandsynliggjort, at han var uforskyldt arbejdsløs. Opsigelsen i prøveperioden som følge af manglende salgskompetencer blev ikke anset for en omstændighed uden for klagerens kontrol.
• Klageren havde ikke sandsynliggjort, at han tilmeldte sig jobcentret inden for rimelig tid efter ansættelsens ophør i september 2017, da han ikke var registreret som ledig på Jobnet.

På baggrund af disse forhold konkluderede Udlændingenævnet, at klageren ikke havde bevaret sin arbejdstagerstatus efter ophøret af beskæftigelsen i september 2017. Der forelå heller ingen oplysninger, der indikerede, at klageren opfyldte betingelserne for opholdsret på et andet grundlag.

Vurdering af særlig belastning

Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå omstændigheder, der gjorde, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret ville virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at klageren indrejste i Danmark i 2011 som cirka 18-årig, men havde været udrejst fra 2012 til 2015. Selvom klageren havde arbejdet i Danmark i cirka to år, bestået modul 1 i Prøve i Dansk 3, og havde familie samt en samlever i Danmark, blev det vurderet, at hans tilknytning til Danmark ikke var af en sådan karakter, at ophør af opholdsretten ville være særligt belastende. Oplysningerne om samlivet var desuden ikke tilstrækkeligt detaljerede til at ændre denne vurdering.