Afskedigelse af socialrådgiver ikke i strid med forskelsbehandlingsloven trods sygdom

Sagen omhandler en socialrådgivers påstand om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra en stilling i en kommune. Klageren blev i 2012 diagnosticeret med en neuroindokrin tumor, der medførte symptomer som diarré, mavesmerter, træthed og nedsat immunforsvar. Som følge af sygdommen blev der etableret en § 56-aftale efter sygedagpengeloven i 2014, hvilket betød, at arbejdsgiveren modtog refusion fra første sygefraværsdag ved sygdom relateret til aftalen.

Kommunen afskedigede klageren med begrundelse i nødvendige budgettilpasninger og nedlæggelse af stillinger. Klageren mente, at afskedigelsen reelt skyldtes hendes helbred og fravær, og at kommunen havde ansat nye medarbejdere i lignende stillinger efterfølgende, som hun burde have haft fortrinsret til.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 og Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1. Begrebet ”handicap” fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis og omfatter langvarige begrænsninger som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Det er klageren, der skal godtgøre, at vedkommende havde et handicap i lovens forstand på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet bemærkede, at klageren i en længere periode forud for afskedigelsen kunne arbejde uden større sygefravær trods sin sygdom. Der forelå heller ikke en prognose, der indikerede langvarige begrænsninger i hendes arbejdsevne. På baggrund heraf vurderede nævnet, at klageren ikke havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Derfor fik klageren ikke medhold i sin klage om, at afskedigelsen var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.