Afskedigelse af kriminalassistent: Ikke ulovlig forskelsbehandling pga. manglende kompetencer trods handicap

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse af en kriminalassistent. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede ikke havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Klager, en kriminalassistent ansat siden 1981, blev fuldtidssygemeldt med arbejdsrelateret stress i september 2014. En erhvervssygdom blev anerkendt, og hun fik et varigt mén på 15 procent. Efter delvis sygemelding genoptog hun arbejdet i september 2015 med gradvis optrapning af timetallet. En psykiatrisk speciallægeerklæring fra februar 2015 anbefalede mindre belastende opgaver i et struktureret og trygt miljø.

Forløb og afskedigelse

I februar 2016 vurderede Helbredsnævnet klager tjenstdygtig med skåneforhold. Ledelsen forventede dog fuld tid og fuld opgaveportefølje senest den 1. oktober 2016, ellers ville afskedigelse grundet fraværsuegnethed komme på tale. Klager følte sig presset, hvilket forværrede hendes tilstand. Hun forsøgte at opnå en § 56-aftale, men ledelsen anmodede i stedet om en fornyet vurdering fra Helbredsnævnet. En ny speciallægeerklæring fra september 2016 beskrev klagers tilstand som posttraumatisk belastningsreaktion i middelsvær til svær grad, og at hun ikke kunne magte almindelige politiopgaver eller fuldtidsbeskæftigelse. Efter et møde den 26. september 2016, som klager fandt meget belastende, blev hun fuldtidssygemeldt igen. Helbredsnævnet vurderede hende herefter som helbredsmæssigt utjenstdygtig den 31. oktober 2016, og klager blev afskediget den 27. januar 2017.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde et handicap i lovens forstand, da hun havde været sygemeldt i cirka to år på grund af psykisk sygdom, og hendes tilstand var beskrevet med betydelige funktionsbegrænsninger. Da klagers sygefravær i al væsentlighed skyldtes hendes handicap, har hun påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Dette medfører, at indklagede skulle bevise, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning var opfyldt, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a.

Nævnet lagde vægt på, at klager, trods de gennem 2,5 år iværksatte tilpasningsforanstaltninger (nedsat tid og tilpassede opgaver), ikke på afskedigelsestidspunktet var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Derfor fik klager ikke medhold i klagen. Afgørelsen er truffet efter bestemmelserne i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.