Afskedigelse af fængselsbetjent med fibromyalgi ikke ulovlig forskelsbehandling

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klageren blev afskediget fra sin stilling som fængselsbetjent. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede ikke havde handlet i strid med lovgivningen.

Klageren, der var tjenestemandsansat fængselsbetjent, blev sygemeldt i juni 2015 efter en trafikulykke i 2014, som medførte fibromyalgi, kronisk smertesyndrom og tinnitus. Disse lidelser resulterede i daglige smerter og betydelige funktionsbegrænsninger, der krævede hjemmehjælp og hjælpemidler.

Vurdering af handicap

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagerens gener medførte langvarige begrænsninger, der hindrede hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Dette kvalificerede hende som havende et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1.

Bevisbyrde og arbejdsgivers pligt

Da klageren blev afskediget af helbredsbetingede årsager, påviste hun faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling på grund af handicap. Dette medførte, at bevisbyrden for, at der ikke var tale om forskelsbehandling, overgik til indklagede, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7 a.

Arbejdsgiveren har en pligt til at træffe hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, medmindre det pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde, som beskrevet i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 a. Indklagede forsøgte at afklare klagerens skånebehov, men klageren fastholdt, at hun var fuldt uarbejdsdygtig, hvilket fremgik af lægeerklæringer.

Nævnets konklusion

Nævnet lagde til grund, at klageren var fuldtidssygemeldt fra juni 2015 til afskedigelsestidspunktet i juli 2017. Baseret på en neurologisk speciallægeerklæring og Helbredsnævnets vurdering fandt nævnet det bevist, at klageren ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling som fængselsbetjent. Derfor fandt nævnet, at indklagede ikke havde handlet i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, som det fremgår af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Sagen blev behandlet i henhold til reglerne i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.