Afgørelse om afbrydelse af praktik efter bønsepisode: Ikke ulovlig forskelsbehandling

En klage om påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med en lærerstuderendes praktik på en folkeskole blev behandlet af Ligebehandlingsnævnet. Nævnet fandt, at den indklagede skole ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagens omstændigheder

Klager var i praktik på skolen, da hun under en pause bad en bøn i et forberedelsesrum. En medarbejder og souschefen kom ind i lokalet, da klager og en medpraktikant var udeblevet fra en fagdag. Klager hævdede, at hun blev sendt hjem og senere opsagt fra praktikken på grund af bønnen, og at hun blev behandlet som kriminel. Skolen afviste dette og oplyste, at praktikken blev afbrudt en måned senere på grund af klagers omfattende fravær, manglende arbejdsmarkedsparathed og utilstrækkelige kompetencer. Skolen fastholdt, at episoden med bønnen ikke indgik i vurderingen af praktikafbrydelsen, og at der ikke er forbud mod bøn på skolen, så længe det ikke generer arbejdspladsen.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Nævnet vurderede, at praktikstedet falder inden for lovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1. Loven definerer forskelsbehandling som enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet religion eller tro, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3, stk. 2. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet bemærkede, at praktikstedet ikke havde et forbud mod bøn på skolen. Episoden med bønnen skete, fordi klager og en medpraktikant ikke var vendt tilbage til en fagdag. Efter et møde om episoden fortsatte praktikken i en måned, hvorefter den blev afbrudt på grund af fravær og manglende kompetencer. På baggrund heraf vurderede nævnet, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.