Fastsættelse af årsløn efter Erstatningsansvarsloven: Uddannelse vs. tilknytning til arbejdsmarkedet

Sagen omhandler fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter et knivoverfald, hvor ansøger pådrog sig et midlertidigt erhvervsevnetab på 15 %. Den centrale uenighed vedrørte opgørelsen af årslønnen for erhvervsevnetabet.

Ansøgers advokat argumenterede for, at årslønnen skulle fastsættes i henhold til Erstatningsansvarsloven § 7, stk. 2, 2. pkt. sammenholdt med Erstatningsansvarsloven § 8, da ansøger var under uddannelse (HF på VUC) på tidspunktet for hændelsen.

Nævnet valgte dog at anvende en skønsmæssigt fastsat standardårsløn i medfør af Erstatningsansvarsloven § 7, stk. 2, 1. pkt.. Nævnet lagde vægt på ansøgerens historisk svage tilknytning til arbejdsmarkedet, som inkluderede uafsluttede ungdomsuddannelser, korterevarende ufaglærte jobs, perioder på kontanthjælp og afsoning af flere fængselsstraffe. Det blev også anset for usikkert, om ansøger, der først som 27-årig påbegyndte HF, ville have færdiggjort uddannelsen og opnået en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis hændelsen ikke var indtruffet.

Nævnet bemærkede i den forbindelse, at forarbejderne til Erstatningsansvarsloven § 7, stk. 2 primært sigter mod at sikre unge i den tidlige del af deres uddannelsesforløb en ensartet erstatning, men at der fortsat kan fastsættes en skønsmæssig årsløn, hvor skadelidtes alder og øvrige uddannelsesmæssige forløb kan indgå i vurderingen.