Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klage om aldersdiskrimination ved pensionsomlægning

Sagen omhandler en påstand om aldersdiskrimination i forbindelse med overgangen fra en tilsagnspensionsordning til en præmiebaseret pensionsordning. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke kunne behandle klagen, da en afgørelse i sagen ville kræve omfattende bevisførelse, herunder mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Baggrund for klagen

Klager, en pilot ansat i 1985, var omfattet af en kollektivaftale, der inkluderede en tilsagnspensionsordning. Denne ordning krævede 360 måneders "flightdeck-tjeneste" inden det fyldte 60. år for at opnå 100 procent af ydelserne. Præmiebetalingen skulle ske over hele ansættelsesforløbet og være fuldt indbetalt ved 60-årsalderen. Fra den 1. april 2013 overgik piloterne til en præmiebaseret ordning. I den forbindelse indgik indklagede og Dansk Pilotforening en aftale om et individuelt pensionstillæg, den såkaldte "X-procent", som kompensation for afviklingen af tilsagnsordningen. Dette tillæg skulle beregnes individuelt for hver pilot baseret på optjent anciennitet under den tidligere ordning, hvor pilotens pensionsfaktor og pensionsprocent indgik.

Klagerens påstand om forskelsbehandling

Klager gjorde gældende, at indklagede havde underfinansieret tilsagnsordningen, og at X-procenten var en afdragsordning for denne gæld. Den påståede ulovlige forskelsbehandling lå i, at beregningen af X-procenten indeholdt et alderskriterium. Ifølge klager blev pensionstillægget for piloter ansat som 30-årige beregnet ud fra en optjening på 1/360 pr. måned, mens yngre piloter (under 30 år ved ansættelsen) fik et lavere tillæg, da deres optjening blev beregnet ud fra et højere antal måneder – afhængig af pilotens alder ved ansættelsen. Dette medførte, at yngre piloter med samme anciennitet som ældre kolleger opnåede en lavere pensionsværdi, hvilket klager anså for at være i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Klager argumenterede for, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen, da kollektivaftalen ikke indeholdt tilsvarende ligebehandlingsbestemmelser, og at sagen ikke krævede mundtlig bevisførelse.

Indklagedes forsvar

Indklagede bestred forskelsbehandlingen og anførte, at indbetalingerne til tilsagnsordningen var sket i overensstemmelse med kollektivaftalen og aktuarmæssige principper, og at der ikke var tale om underfinansiering. Indklagede fremhævede, at den kollektive aftale om X-procenten var bindende for klager, og at beregningen af tillægget var baseret på faktorer som anciennitet og tid til pensionering, ikke alder. Indklagede mente, at pensionsordningerne var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 6a, som tillader aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller anvendelse af alderskriteriet i aktuarberegninger. Subsidiært argumenterede indklagede for, at enhver indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet og proportional. Indklagede påpegede desuden, at sagen var for kompleks for nævnet og krævede omfattende mundtlig bevisførelse, herunder vidneforklaringer fra Dansk Pilotforening og pensionsselskabet, samt fortolkning af kollektive aftaler, hvilket henhørte under svensk jurisdiktion ifølge kollektivaftalens § 2.1.

Ligebehandlingsnævnets konklusion

Ligebehandlingsnævnet fastslog sin stedlige kompetence til at behandle klagen, da den vedrørte en pensionsordning for piloter ansat i Danmark, og kollektivaftalens værnetingsbestemmelse ikke udelukker nævnsbehandling af forskelsbehandlingssager. Nævnet bemærkede, at der var uenighed om en række afgørende fakta, herunder indklagedes opfyldelse af forpligtelser under den tidligere tilsagnsordning, aftalernes indhold ved overgangen til den præmiebaserede ordning, og formålet med samt beregningen af det individuelle pensionstillæg. Nævnet vurderede, at en afklaring af disse forhold ville kræve yderligere bevisførelse, herunder mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for nævnet. På grund af behovet for omfattende bevisførelse kunne nævnet heller ikke tage stilling til, om ordningen var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Derfor afviste Ligebehandlingsnævnet at behandle klagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.