Afvisning af ansøgning om ægtefællesammenføring indgivet under ulovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om opholdstilladelse til en iransk statsborger, der søgte ægtefællesammenføring. Ansøgeren havde tidligere fået endeligt afslag på asyl i august 2015 og havde indgivet ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2016 under ulovligt ophold i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 21. Dette skyldtes, at ansøgningen blev indgivet efter udløbet af den fastsatte udrejsefrist.

Internationale Forpligtelser og Familieliv

Udlændingenævnet vurderede, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, ikke tilsagde, at ansøgningen skulle tillades indgivet i Danmark. Nævnet lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en undtagelse. Det blev bemærket, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel ret til familiesammenføring eller en ret til at vælge land for udøvelse af familieliv.

Det blev ikke anset for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen fra hjemlandet, selvom parret havde etableret et forhold og været gift i Danmark. Dette skyldtes, at ansøgeren aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men kun processuelt ophold under asyl- og tidligere familiesammenføringssager. Den herboende ægtefælles flygtningestatus ændrede ikke vurderingen, da familielivet var stiftet under omstændigheder, hvor der ikke kunne forventes en ret til at indgive ansøgning i Danmark.

Asylrelevante Oplysninger og Fællesbarn

Anførte oplysninger om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran og frygtede for sit liv, blev betragtet som asylrelevante og var allerede behandlet af Flygtningenævnet, som havde meddelt endeligt afslag på asyl.

Selvom parret havde et fællesbarn, der var påvirket af situationen, fandt Udlændingenævnet ikke, at dette kunne føre til et andet udfald. Barnet blev ikke anset for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, da børn normalt først anses for at have opnået dette efter seks til syv års fast lovligt ophold med skolegang/institution.