Stadfæstelse af bortfald af opholdstilladelse pga. længerevarende udlandsophold

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en canadisk statsborgers opholdstilladelse. Afgørelsen blev truffet i henhold til Udlændingeloven § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. Udlændingeloven § 17, stk. 3.

Sagens baggrund

Ansøgeren, født i 1957, fik i juni 1997 opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger og tidsubegrænset opholdstilladelse i september 2000. Hun fik dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse fra september 2010 til august 2012, og yderligere forlænget til november 2014, grundet ansættelse i udlandet. I september 2015 søgte ansøgeren på ny om dispensation, idet hun ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet indtil pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 yderligere dispensation og fastsatte en indrejsefrist i maj 2016.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse var bortfaldet, da hun ikke var indrejst i Danmark inden den fastsatte frist. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren allerede havde fået dispensation i en længere periode, og at hun valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte frist. Selvom ansøgeren og hendes ægtefælle mente, der var indgået en telefonisk aftale om yderligere dispensation, kunne dette ikke ændre vurderingen, da ansøgeren ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år. Nævnet fandt ikke grundlag for yderligere dispensation, idet:

• Ansøgeren havde været udrejst siden august 2010.
• Hun havde allerede fået dispensation fra bortfald indtil maj 2016.
• Hun var ikke genindrejst i Danmark og havde flere gange forlænget sin ansættelse i udlandet.
• Ansættelsen i udlandet var en lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation.

Det indgik i vurderingen, at ansøgeren oprindeligt fik opholdstilladelse på baggrund af ægteskab og fortsat var gift. Dette kunne dog ikke føre til yderligere dispensation, da ansøgeren ikke havde opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, som fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Selvom ansøgeren havde boet i Danmark i 13 år, havde danske børn, og ejede virksomheder og ejendomme i Danmark, kunne dette heller ikke ændre vurderingen, henset til længden og karakteren af hendes ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde opnået en berettiget forventning om yderligere dispensation, uanset at hun havde fået dispensation i næsten seks år. Nævnet vejledte om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når hendes ansættelsesforhold i udlandet var ophørt.