Omgørelse af afslag på ægtefællesammenføring pga. opfyldelse af boligkrav

Udlændingenævnet omgør en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om afslag på opholdstilladelse til en kinesisk statsborger, som var begrundet i, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 6.

Nævnets vurdering af boligkravet

Nævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse. Dette skyldtes, at Udlændingenævnet i april 2016 tidligere havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, da den herboende ægtefælle havde indsendt en allonge fra marts 2016, der forlængede den eksisterende lejekontrakt. Denne allonge udgjorde nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens oprindelige behandlingsgrundlag. Udlændingenævnet lagde vægt på, at forvaltningsretlige principper tilsiger, at en hjemvist sag skal vurderes i sin helhed på ny i forhold til det oprindelige ansøgningstidspunkt. Desuden havde Udlændingestyrelsen oplyst, at de ville anse boligkravet for opfyldt, hvis nye oplysninger under sagsbehandlingen – herunder en forlængelse af lejekontrakten – sikrede råden over en selvstændig bolig i mere end halvandet år fra ansøgningens indgivelse. På denne baggrund konkluderede Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælle som følge af hjemvisningen i april 2016 skulle stilles, som om allongen var indsendt til Udlændingestyrelsen under dennes oprindelige sagsbehandling. Dermed blev kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst halvandet år fra ansøgningens indgivelse anset for opfyldt.