Afslag på Schengenvisum grundet tvivl om hensigt at forlade Schengen
Dato
13. juli 2017
Myndighed
Udlændingenævnet
Ministerium
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Sagsnummer
W20170967925
Dokument
Åbn PDFUdlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en tyrkisk statsborger. Afslaget blev givet i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1, da der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren, født i december 1998, havde tidligere fået Schengenvisum til Danmark og overholdt disse, men Udlændingenævnet fandt, at der var tale om ændrede forhold i den nyeste visumansøgning. Ansøgeren var nu fyldt 18 år, hvor han under tidligere visumophold havde været under 18 år. Ansøgeren var single og registreret som studerende på en "open education high school" i hjemlandet, men havde oplyst, at han ikke længere deltog i undervisningen og ikke havde et arbejde. Han havde heller ikke en specifik grund til at søge visum i 90 dage, men nævnte, at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni, han kunne deltage i. Værten havde dog anført, at ansøgeren skulle deltage i værtens søns omskæringsfest. Udlændingenævnet fandt, at dette understøttede formodningen for, at ansøgeren ikke havde til hensigt at forlade Schengenlandene, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang var redegjort for formålet med opholdet. Ansøgeren var heller ikke omfattet af den persongruppe, der som udgangspunkt kunne meddeles visum til en her i landet fastboende person, jf. pkt. 5.9.7.3.1 i vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles visum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, da der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold.
Udlændingenævnets vurdering af udrejsehensigt
Udlændingenævnet lagde vægt på følgende forhold, der skabte tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene:
- Ansøgeren var tyrkisk statsborger, og statsborgere fra Tyrkiet søger i nogen udstrækning videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2 til visumbekendtgørelsen.
- En begrænset tilknytning til hjemlandet, da ansøgeren hverken var under uddannelse eller i arbejde, var 18 år, ugift og boede sammen med sin farmoder.
- Uoverensstemmelse mellem ansøgerens og værtens oplysninger om formålet med opholdet, hvilket understøttede formodningen om manglende udrejsehensigt.
- Ansøgeren var ikke omfattet af den persongruppe, der som udgangspunkt meddeles visum, da værten var onkel til ansøgeren.
Lignende afgørelser