Afskedigelse efter barsel ikke i strid med ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven

Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen af en veterinærsygeplejerske efter endt barselsorlov og efterfølgende sygdom ikke var i strid med hverken forskelsbehandlingsloven eller ligebehandlingsloven. Klagen omhandlede påstået forskelsbehandling på grund af køn og handicap, idet klagerens datter var født med en hjertefejl, og klageren blev afskediget på grund af egen sygdom efter barselsorloven.

Vurdering af forskelsbehandling på grund af handicap

Nævnet behandlede klagen om forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Det blev understreget, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke er begrænset til personer, der selv har et handicap, jf. EU-Domstolens Coleman-dom. Dog var det klagerens bevisbyrde at godtgøre, at datteren på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. På baggrund af de fremlagte oplysninger, herunder at datteren efter operationen havde et ukompliceret forløb, udviklede sig alderssvarende og var aktiv, fandt nævnet ikke, at det var godtgjort, at datteren havde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Derfor fik klageren ikke medhold i denne del af klagen.

Vurdering af forskelsbehandling på grund af køn

Klagen om forskelsbehandling på grund af køn blev behandlet efter Ligebehandlingsloven § 9, som forbyder afskedigelse begrundet i graviditet, barsel eller adoption. Klageren genoptog arbejdet den 14. november 2014 efter barselsorlov og restferie og blev afskediget den 14. april 2015 på grund af egen sygdom, idet hun havde været sygemeldt i 120 dage. Nævnet vurderede, at oplysningerne i sagen ikke gav anledning til at formode, at klagerens barselsorlov eller forhold under orloven havde betydning for arbejdsgiverens beslutning om afskedigelse. Der var heller ingen oplysninger, der tydede på, at klagerens køn havde betydning for beslutningen, eller at hun blev behandlet ringere end en anden i en tilsvarende situation. Klageren havde således ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling på grund af køn, jf. Ligebehandlingsloven § 16a. Klageren fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. Afgørelsen er truffet i henhold til reglerne i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet.