Kommune handlede i strid med Ligebehandlingsloven ved forskelsbehandling af far ved digital udmeldelse

En mandlig klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn, da han ikke digitalt kunne udmelde sine børn fra deres institution via kommunens pladsanvisningssystem. Dette var i strid med Ligebehandlingsloven § 1, som forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, og som også gælder for den offentlige forvaltning.

Sagens omstændigheder

Klageren, der havde fælles forældremyndighed med børnenes mor, havde kun "se-rettigheder" i det digitale system, mens børnenes mor havde "handle-rettigheder" og dermed kunne godkende udmeldelsen. Kommunen forklarede, at systemet kun tillod én "ansøger" med handlerettigheder og én "medansøger" med se-rettigheder, og at forældrene selv kunne vælge, hvem der skulle være ansøger.

Kommunens praksis og nævnets vurdering

På tidspunktet for indmeldelsen af klagerens barn i 2013, og fortsat ved klagens indgivelse i marts 2016, anbefalede kommunen dog, at moderen blev registreret som ansøger. Denne praksis medførte, at klageren som far ikke kunne udmelde sine børn. Selvom kommunen ændrede sin procedure i april 2016 til ikke længere at anbefale moderen som ansøger, ændrer dette ikke på, at kommunen havde udsat klageren for forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet fandt, at kommunen havde pligt til at arbejde for ligestilling og indarbejde dette i sin forvaltning, jf. Ligebehandlingsloven § 15. Da klageren påviste faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, påhvilede det kommunen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Ligebehandlingsloven § 16. Kommunen kunne ikke løfte denne bevisbyrde.

Klageren fik medhold i sin klage, men nævnet fandt ikke grundlag for at tilkende godtgørelse.