Afslag på familiesammenføring: Midlertidig beskyttelsesstatus og familiesammenføring

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring for to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn. Sønnen (referencen) havde i august 2015 fået tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af Udlændingeloven § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af Udlændingeloven § 9 c, stk. 1. Dette skyldtes, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold og ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de seneste tre år.

Vurdering af internationale forpligtelser og helbred

Selvom referencen var mindreårig og havde boet sammen med ansøgerne forud for sin udrejse af Syrien, fandt Udlændingenævnet ikke, at Danmarks internationale forpligtelser medførte, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv. Nævnet lagde vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med forældrenes accept, havde foretaget rejsen alene, og at forældrene havde solgt deres hus for at finansiere rejsen, hvilket indikerede en vis modenhed og selvstændighed hos referencen. Det blev også bemærket, at referencen rejste mod Danmark, hvor hans søster boede, umiddelbart efter søsteren havde fået opholdstilladelse.

Der forelå heller ikke oplysninger om ansøgernes personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Selvom ansøgerne led af henholdsvis en leversygdom og en stofskiftesygdom, og referencen led af migræne og dårligt syn og var særligt sårbar, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering, da:

• Ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for hans udrejse.
• Referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han havde behov for ansøgernes pasning og pleje.
• Referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og hans sårbarhed primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark.

Generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland kunne ikke danne grundlag for en opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1.

Hensynet til barnets tarv

Referencen havde anført, at lovgrundlaget ikke stemte overens med centrale bestemmelser om respekt for retten til familieliv, familiens enhed og barnets tarv, og henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (1). Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Nævnet lagde vægt på, at referencens søster og dennes familie boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at han boede på en socialpædagogisk døgninstitution. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Endelig blev det anført, at referencen ville fylde 18 år, før han kunne søge om familiesammenføring efter tre år, og dermed ville være afskåret fra at søge, da han ville være myndig og ikke længere have et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at dette heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der aktuelt ikke fandtes grundlag for at meddele opholdstilladelse til ansøgerne.