Afgørelse om påstået forskelsbehandling pga. national oprindelse ved lønindplacering

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med lønvilkår for kabinepersonale. Klager, der er af svensk oprindelse, blev tilbudt ansættelse hos indklagede i Danmark, efter hendes tidligere arbejdssted i Sverige blev nedlagt i 2004. Ved overgangen blev klager og hendes svenske kolleger indplaceret på en nyoprettet dansk løntrappe, som medførte dårligere løn end den, der var gældende for det kabinepersonale, der i forvejen var tilknyttet indklagede med tilsvarende anciennitet.

Parternes argumenter

Klager gjorde gældende, at hun fortsat udsættes for forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 og ønskede godtgørelse. Hun bestred, at kravet var forældet eller bortfaldet ved passivitet, da forskelsbehandlingen er løbende, og de gentagne gange har påtalt forholdet over for indklagede. Klager fremhævede, at indklagede i 2008 delvist imødekom deres krav ved at fremrykke lønoprykningsdatoer, hvilket gav dem en berettiget forventning om, at konflikten kunne løses uden retlige skridt. Hun anførte, at lønforskellen ikke er sagligt begrundet, da arbejdsopgaver, kvalifikationer og arbejdssted er identiske med danske kolleger.

Indklagede påstod, at kravet var forældet i henhold til Forældelsesloven § 4, da den 5-årige frist løb fra november 2004. De mente også, at kravet var bortfaldet som følge af passivitet, da klager først indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet 10 år senere, og indklagede havde indrettet sig i god tro. Indklagede bestred desuden Ligebehandlingsnævnets kompetence til at behandle sagen, da den vedrører forhold fra før nævnets etablering i 2009, og fordi klagers påstand om differenceløn falder uden for nævnets beføjelser til at tilkende godtgørelse eller underkende afskedigelser i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Endelig gjorde indklagede gældende, at der ikke var sket forskelsbehandling på grund af nationalitet, men at lønforskellen skyldtes en nødvendig integration af medarbejdere fra to forskellige nationale arbejdsmarkeder med ulige vilkår.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet fandt, at klagers eventuelle krav ikke var forældet i sin helhed, men kun den del, der lå mere end 5 år tilbage fra sagens indbringelse, da der var tale om et løbende ansættelsesforhold. Nævnet fandt heller ikke, at klager havde mistet retten til at gøre sit krav gældende ved retsfortabende passivitet, da de løbende havde gjort indklagede opmærksom på deres utilfredshed. Nævnet afviste indklagedes påstand om, at sagen krævede mundtlig bevisførelse, og fandt sig kompetent til at behandle sagen.

Dog fandt Ligebehandlingsnævnet ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin svenske oprindelse. Nævnet vurderede, at den nye løntrappe og lønindplaceringen skyldtes den særlige situation med nedlæggelsen af det svenske arbejdssted og integrationen af et større antal medarbejdere fra svenske til danske vilkår, snarere end klagers nationale oprindelse. På denne baggrund fik klager ikke medhold i sin klage.