Afslag på ægtefællesammenføring grundet modtagelse af ydelser efter aktiv socialpolitik

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle. Afslaget skyldtes, at ægtefællen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvilket stred mod selvforsørgelseskravet i Udlændingeloven § 9, stk. 5.

Baggrund for afgørelsen

Ægtefællen havde i juni 2013 modtaget enkeltstående ydelser på i alt 17.687 kr. efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik til dækning af depositum og husleje. Udlændingenævnet lagde vægt på, at dette beløb lå væsentligt over den bagatelgrænse på ca. 900 kr., som er angivet i forarbejderne til bestemmelsen.

Det forhold, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige og i vid udstrækning var tilbagebetalt på klagetidspunktet, ændrede ikke vurderingen. Nævnet fastslog, at tilbagebetaling af beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven ikke kan føre til dispensation fra bestemmelsen, da ydelserne oprindeligt var ydet med henblik på forsørgelse.

Manglende vejledning

Ægtefællen havde anført, at han ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Begrundelsen var, at parret først besluttede at indgå ægteskab i juli 2013 og blev gift i december 2013, altså efter udbetalingen af ydelserne i juni 2013. Kommunen kunne derfor ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. En tidligere kontakt med kommunens vielseskontor i april 2013 om legalisering af dokumenter fra Vietnam ændrede ikke dette, da ægtefællen ikke havde oplyst om planerne om ægteskab med en udlænding i forbindelse med ansøgningen om offentlige ydelser.

Særlige grunde

Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Selvom ægtefællen led af type 2-diabetes, ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser (udover den ene gang), befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og mente det ville være svært at finde arbejde i Vietnam, blev disse forhold ikke anset for at være så personlige eller helbredsmæssige, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam for at udøve familielivet der. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i.