Afslag på chaufførjob til døv ansøger ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Klagen omhandlede påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet en døv klager søgte en stilling som chauffør. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke var i strid med lovgivningen, at indklagede 1 søgte en hørende chauffør, og nævnet kunne ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2.

Nævnets kompetence og vurdering af indklagede 2

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at der ikke bestod et ansættelsesforhold mellem klager og indklagede 2 (kommunen). Derfor var forholdet ikke omfattet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, og nævnet havde ikke kompetence til at afgøre, om kommunens krav om, at chauffører skulle tale flydende dansk, var i strid med loven.

Vurdering af indklagede 1

For så vidt angår indklagede 1 (arbejdsgiveren), vurderede nævnet, at et generelt krav om, at chauffører skulle være hørende, var egnet til at forskelsbehandle døve ansøgere. Nævnet fandt dog, at der i forhold til den konkrete stilling – et vikariat på en rute med afhentning af vasketøj hos ældre og hjemmehjælpsmodtagere – var saglige grunde til at stille krav om en hørende chauffør. Dette skyldtes primært behovet for mundtlig kommunikation med borgerne, mange af dem med demens eller kognitive problemer, for at sikre tryghed og praktisk assistance.

Nævnet fandt ikke, at indklagede 1 havde tilsidesat sin forpligtelse til at undersøge muligheden for at ansætte en døv chauffør ved hjælp af særlige foranstaltninger. Nævnet lagde vægt på, at indklagede 1 allerede beskæftigede flere døve chauffører på andre ruter og havde foretaget en grundig vurdering af, hvordan arbejdet kunne tilrettelægges under hensyntagen til både medarbejdere og borgere. Indklagede 1's muligheder for yderligere at tilrettelægge arbejdet under hensyn til klagerens handicap var begrænsede, da 40 procent af de døve chauffører dækkede 30 procent af chaufføropgaverne, mens 60 procent af de hørende chauffører dækkede 66 procent af opgaverne. Selvom lov om kompensation til handicappede i erhverv muliggør op til 20 timers tolkebistand ugentligt, ville en fuldtidsstilling på 37 timer med konstant kommunikationsbehov med borgerne påføre arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde for de resterende 17 timer.

På baggrund heraf fik klager ikke medhold i klagen mod indklagede 1.