Adgang til fitnesscenter kun for kvinder udgør ikke forskelsbehandling

Klagen omhandlede påstået forskelsbehandling på grund af køn, idet et fitnesscenter kun tillod adgang for kvinder. Klageren mente, at mænd også burde have mulighed for at opnå medlemskab og træne i centret.

Indklagede, som driver fire fitnesscentre, forklarede, at deres politik om kun at tillade kvinder var begrundet i, at mange føler sig særligt udstillet under visse fysiske aktiviteter. De fremhævede, at det er et legitimt mål at tilbyde og tilrettelægge fitnesstræning kun for kvinder, og at dette afspejles i, at størstedelen af nye kvindelige medlemmer vælger centret netop på grund af dets kvindefokus. Indklagede argumenterede for, at disse kvinder muligvis ikke ville dyrke fitness, hvis de ikke havde haft mulighed for at gøre det i et fællesskab kun for kvinder.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at det ikke var i strid med Ligestillingsloven § 2a, at fitnesscentret kun havde adgang for kvinder. Nævnet anerkendte, at loven generelt forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden. Dog fremgår det af lovens bemærkninger, at forskelsbehandling kan være tilladt, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Nævnet vurderede, at hensynet til blufærdighed samt hensynet til tilrettelæggelse af sportslige aktiviteter udgjorde et legitimt mål. De fandt desuden, at etableringen af et fitnesscenter kun med adgang for kvinder var et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opfylde dette mål. På baggrund heraf fik klageren ikke medhold i sin klage.